Nürnbergsnitten.dk




Flotte nürnbergsnitter

Af Peder Illemann Ottosen 13/10-2018


På billedet har der sneget sig flere lækre kager fra Bageriet Mors ind. Det er de tre nürnbergsnitter, der ligger forrest. Det er kun dem, der er omfattet af anmeldelsen.


Bager:Bageriet Mors
Fruevej 45, 7900 Nykøbing Mors
Bedømmelse:4 / 10
Pris:14 kr
dato:13-10-2018

Mors er Nürnbergsnittens højborg. Hvis du går ind i en bagerforretning på Mors, er der stor sandsynlighed for, at du finder en af de herlige snitter. Således var vi også heldige, da vi trådte ind i Bageriet i Nykøbing Mors. Her lå adskillige flotte Nürnbergsnitter og ventede på at blive solgt. I det hele taget var der mange flotte kager i butikken. Vi lod os derfor også friste af nogle lækre kanelsnurrer og en valnøddeguf. I denne anmeldelse koncentrerer vi os dog om nürnbergsnitterne.

Da vi kom hjem til kaffebordet tog vi et nærmere kig på kagerne. Vi kunne med glæde konstatere, at udseendet ikke fejlede noget. Smørcremen var kridhvid og dannede en flot top på midten. Chokoladen og krymlen på toppen lå også flot. Faktisk vurderer vi dem til at være de pæneste, vi indtil nu har set i nürnbergsnitten.dks historie.

Desværre kunne smagen slet ikke leve op til det pæne ydre. Smørcremen virkede alt for sød, og en af mine medspisere var overbevist om, at det slet ikke var smør, men et plantebaseret fedtstof, der var brugt til cremen. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Også "marcipanen" var den gal med. Her var det tydeligt, at der ikke var brugt marcipan, men det langt sødere og kedeligere fondant. Bunden var til gengæld rigtig god. Her var de to sprøde mørdejsbunde lagt sammen af et fint afpasset lag syltetøj.

Den samlede smagsoplevelse var under det, man kan forvente af en nürnbergsnitte. Den gode bund var ikke nok til at opveje den alt for søde creme og fondant. Kagen var ganske enkelt så sød, at den gik over i det kvalme, og vi måtte opgive at spise op. Heldigvis havde vi erhvervet en anden og bedre nürnbergsnitte, som vi kunne nyde i stedet.

Det skal retfærdigvis siges at kanelsnurrene købt i samme butik var fremragende. Så vi kan sagtens anbefale kager fra Bageriet - bare ikke nürnbergsnitterne.

Vores samlede vurdering ender på 4 ud af 10.

Tilbage til forsiden