Nürnbergsnitten.dk



Herlige Nürnbergsnitter i Hammerum

Af Peder Illemann Ottosen 29-8-2019



Brødudsalg:Coop SuperBrugsen Hammerum
Hammerum Hovedgade 72
7400Herning
Bager:Bageriet Nørgaard
Østergade 7
7470 Karup
Bedømmelse:9 / 10
Pris:15 kr
dato:29-8-2019

En herlig sensommerdag var jeg sammen med kone og børn i Hammerum for at besøge min søster. Den dejlige dag blev lige en tand bedre, da det viste sig, at der var nürnbergsnitter til eftermiddagskaffen. Snitterne stammede fra brødudsalget i den lokale brugs.

Ved første øjekast ligner de ikke traditionelle nürnbergsnitter. Vi ved jo alle (i hvert fald alle os, der har fundet frem til denne nørdede nürnbergsnitteside), at en rigtig nürnbergsnitte skal have mørk glasur og være pyntet med en stribe tivolikrymmel. Her var det mørke glasur reduceret til nogle små snørklede streger. Indrømmet: Det var faktisk et forfriskende pust, at se en nürnbergsnitte med et lidt lettere look end det sædvanlige lidt tunge udseende. Kagens størrelse var også noget mindre, end jeg er vant til. Det skal retfærdigvis siges, at snittten på billedet er blevet halveret.

Efter at have vurderet kagens udseende var det endelig tid til at tage den første bid. Det første, vi bemærkede, var, at der var brugt en god marcipan. Vigtigheden af marcipanen kan ikke overvurderes. Efter et par gange at være stødt på nürnbergsnitter toppet med fondant, var det rart her at opleve den ægte vare. Det har en utrolig stor betydning for kagens samlede smag. Det næste, vi smagte på, var smørcremen. Den var også lækker. Bunden var sprød. Måske kunne der have været brugt lidt mere hindbærsyltetøj, men alt i alt var vi begejstrede for den samlede smagsoplevelse.

Min søn på 5 år, der slugte sit stykke på få sekunder, var klar til at give kagen 10 ud af 10. Hans vurdering var dog stærkt påvirket af hans utroligt gode humør, da han kort for inden havde fået lov at sidde hos togføreren i toget mellem Herning og Hammerum. Vi voksne omkring bordet var også enige om en topkarakter. Karakteren ender således på 9 ud af 10. Jeg har svært ved at give den absolutte topkarakter, når udseendet afviger så meget fra den klassiske nürnbergsnitte.

Tilbage er der bare at sige til læseren: Nürnbergsnitterne i Hammerum kan varmt anbefales! Og hvis min søster tilfældigvis læser med: Dem kan du godt servere en anden gang ;-)

Tilbage til forsiden